Så Terrence havde været fanget mellem sit ønske om at afsløre vores forhold og Victorias trusler.

Han havde fundet sin datter, men kunne ikke gøre krav på hende uden at risikere alt.

“Hvorfor fortalte du mig ikke det før?” spurgte jeg.

Fru Chen så skamfuld ud.

“Frøken Victoria betalte mig ekstra penge for at tie stille. Mit barnebarn havde brug for en operation, og pengene. Jeg er ked af det, frøken Margaret. Jeg burde have været loyal over for hr. Terrence, ikke over for hende.”

Jeg forstod desperation, de valg folk træffer, når de er økonomisk presset.

“Fru Chen, ville De være villig til at vidne om, hvad De hørte?”

Hun nikkede bestemt.

“Frøken Victoria ødelagde en god mands sidste måneder. Han fortjente at kende sin datter åbent, og du fortjener at kende din far. Jeg vil ikke lade hende stjæle det fra nogen af ​​jer mere.”

Retsmødet var planlagt til den følgende måned, hvilket gav mig lige nok tid til at indse, hvor meget jeg var gået i stå.

Hawthorne-søskendeparret havde hyret Blackstone and Associates, et af Connecticuts mest prestigefyldte advokatfirmaer.

Deres strategi, så vidt Mitchell kunne forstå, var at fremstille mig som en manipulerende omsorgsperson, der havde udnyttet en ensom, ældre mand.

“De vil argumentere for, at du bevidst søgte dette job, velvidende hvem Terrence var,” forklarede Mitchell under en af ​​vores forberedelsessessioner. “De vil påstå, at du manipulerede ham til at tro, at du var hans datter for at sikre dig en arv.”

“Men DNA-testene beviser, at jeg er hans datter.”

“DNA-tests kan forfalskes ifølge deres oprindelige indgivelse. De sætter også spørgsmålstegn ved timingen. Hvorfor opdagede Terrence først din identitet, efter du havde arbejdet for ham i flere måneder? Hvorfor ikke med det samme?”

Fordi han var bange.

Jeg ville sige det, fordi han havde været skuffet så mange gange før. Fordi han ville lære den kvinde at kende, jeg var blevet, før han afslørede sandheden.

Men frygt og håb var ikke stærke juridiske argumenter.

Det værste var mediernes opmærksomhed.

Historien var på en eller anden måde lækket til de lokale aviser.

“Plejemodtager gør krav på milliardærens formue” og “DNA eller guldgravning? Arvekampen i Hawthorne.”

Hver gang jeg forlod huset, var der fotografer og journalister, der råbte spørgsmål om min plan om at bedrage en sørgende familie.

Med fru Chens vidneudsagn om Victorias trusler og kendskab til min identitet, følte Mitchell sig sikker på, at vi kunne bevise, at deres sag var bedragerisk.

Men jeg ville mere end bare at vinde.

Jeg ville forstå præcis, hvad Victoria havde gjort for at kontrollere Terrens liv.

Det var da jeg huskede den låste skuffe i Terrens skrivebord, som jeg havde bemærket, men aldrig undersøgt.

Ved hjælp af den nøglering Mitchell havde givet mig, fandt jeg en der passede.

Indeni var der flere breve, snesevis af dem, alle adresseret til forskellige adoptionsbureauer og privatdetektiver.

Brev efter brev, år efter år, hvor han beder om hjælp til at finde sin datter.

De tidligste var formelle og professionelle. De senere blev mere og mere desperate.

Men endnu vigtigere var der økonomiske dokumenter, der viste uautoriserede overførsler fra Terrens personlige konti, lægejournaler med noter i Victorias håndskrift, og mest belastende af alt, en række meddelelser mellem Victoria og Terrens læger, hvor hun specifikt havde anmodet om begrænsninger i hans smertestillende medicin og unødvendige behandlinger.

Et brev dateret blot 3 uger før hans død var skrevet i Terrens håndskrift.

“Hvis nogen finder dette, så skal de vide, at Victoria har stjålet fra mig i årevis.”

Hun overtalte mig til at underskrive begrænsede fuldmagtspapirer, da jeg var svag efter kemoterapi, og overskred derefter gentagne gange denne bemyndigelse.

Hun har kontrolleret min lægebehandling, flyttet mine penge og truet med at få mig erklæret inhabil, hvis jeg kontaktede Margaret.

Jeg gemmer disse dokumenter, fordi Victoria regelmæssigt gennemsøger mit arbejdsværelse. Hun tror, ​​jeg er for syg til at bemærke dem, men jeg ser alt.

Margaret, hvis du læser dette, så brug disse papirer til at beskytte dig selv og afsløre sandheden.

Jeg burde have været modigere. Jeg burde have fortalt dig, hvem du var, i det øjeblik du trådte ind i mit liv.

Men sejrrige trusler skræmte mig, ikke for at miste mine penge, men for at miste dig, før jeg havde fået chancen for at lære den kvinde at kende, min datter var blevet.

Du er alt, hvad jeg håbede på, og mere end jeg fortjente.

Lad dem ikke stjæle det, der tilhører dig.

Al min kærlighed,

Far.”

Ordet far ramte mig som et fysisk slag.

Han havde vidst, at han var døende, da han skrev dette, og han havde brugt det ene ord, jeg aldrig havde fået sagt til ham.

Bevæbnet med fru Chens vidneudsagn i disse dokumenter, forberedte Mitchell og jeg os på en kamp, ​​der handlede om mere end arv.

Det handlede om retfærdighed for en mand, der havde tilbragt sine sidste måneder med at blive kontrolleret og truet af de mennesker, der burde have beskyttet ham.

Victoria havde undervurderet to ting: hvor mange beviser Terrence havde formået at skjule, og hvor beslutsom hans datter kunne være, når hun kæmpede for en, hun elskede.

Natten før retsmødet kunne jeg ikke sove.

Jeg blev ved med at tænke på Jennifer Walsh, på den unge kvinde, der havde opgivet sin datter for at give hende et bedre liv, på Terrence, der havde brugt over 60 år på at lede efter datteren og døde blot få uger efter at have fundet hende.

Om skæbnens mærkelige drejning, der havde bragt mig til hans hus som omsorgsperson, når jeg kunne være trådt ind i hans liv som hans barn årtier tidligere.

Jeg havde brugt den sidste uge på at gennemgå alle de beviser, vi havde indsamlet.

Fru Chens vidneudsagn om Victorias viden og trusler, de økonomiske dokumenter der viser uautoriserede overførsler, og de lægejournaler der beviser at Victoria havde blandet sig i Terrens behandling.

Det burde have været nok til at vinde vores sag, men jeg kunne ikke ryste følelsen af, at Victoria havde et kort mere at spille.