Jeg har 12 medarbejdere og en kundeliste, der voksede med fire virksomheder i første kvartal af dette år.

Jeg har en kontaktperson i bygningens sikkerhedsafdeling, som kender mig og fører min liste over godkendte besøgende præcis, som jeg specificerer.

Jeg har et virksomhedsbankforhold med Dominique, som nu ringer til mig, når der dukker noget usædvanligt op i mine adgangslogfiler, ikke som en tjeneste, men som en professionel service, jeg har struktureret og betalt for.

Jeg har en visitkortkonto uden autoriserede brugere udover mit eget navn.

Hvad jeg ikke har, er nogen version af dem fra 9 år siden.

Jeg ligger ikke vågen og ønsker dem.

Det, jeg ønskede, og det, jeg nu har, er den simple og enorme ting, jeg blev ved med at udsætte, mens jeg havde travlt med at styre alles økonomiske velbefindende.

Et liv der koster præcis det, jeg har valgt at bruge, og ikke 1 dollar mere.

Sidste gang jeg tænkte specifikt på Moren var en tirsdag aften, da jeg gennemgik den nye klientengagementsaftale for en lille produktionsvirksomhed, hvis majoritetsaktionærer mistænkte hans minoritetspartner for at oppuste udgifterne.

Jeg stødte på en linje i deres aktionæroverenskomst om autoriseret adgang til virksomhedskonti og betingelserne for, hvornår denne adgang kunne tilbagekaldes.

Og jeg troede, jeg burde have læst aftaler som denne mere omhyggeligt for år siden.

Jeg burde have skrevet dem til min egen husstand, ligesom jeg skrev dem til klienter.

Jeg burde have forstået tidligere, at kærlighed og dokumentation ikke er hinandens modsætninger.

Den klarhed beskytter folk på begge sider af et forhold, og at det at nægte at skrive ting ned ikke gør dem mere generøse eller mere romantiske.

Det gør dem kun sværere at håndhæve, når nogen beslutter sig for at glemme.

Jeg afsluttede gennemgangen, sendte mine indledende spørgsmål til klienten og lukkede min bærbare computer.

Uden for vinduerne på 14. sal havde majaftenen forvandlet himlen til tre forskellige nuancer af blå på én gang.