“Det kan du ikke!” begyndte Jack, men hans telefon ringede igen.

Opkalds-ID’et lød Microane CEO.

Jeg samlede min frakke og taske sammen, klar til at gå. Men først vendte jeg mig mod Jessica.

“Jeg udvider mit lederteam hos NOVA. Hvis du er interesseret i et job, hvor din Harvard MBA rent faktisk kommer til sin ret, så ring til mig på mandag.”

Da jeg gik hen imod døren, hørte jeg onkel Jacks stemme, lavere end jeg nogensinde havde hørt den før.

“Olivia, vent.”

Jeg holdt en pause med hånden på dørhåndtaget.

“Undskyld, onkel Jack. Jeg ville elske at blive i chatten, men jeg har en fusion at håndtere. Du ved, hvordan det er. Rigtig forretning for rigtige spillere.”

Døren lukkede sig bag mig med et tilfredsstillende klik og efterlod et rum fyldt med mennesker, der lige var begyndt at indse, at selvom de havde afvist mig, havde jeg bygget et imperium op.

Og dette var kun begyndelsen.

Mandag morgen oprandt med den slags kaos, jeg omhyggeligt havde orkestreret. Min telefon havde 47 ubesvarede opkald, hovedsageligt fra familiemedlemmer, der pludselig ville indhente det forsømte.

Jeg sad på mit rigtige kontor, det ingen af ​​dem nogensinde havde set, på 45. sal i bymidtens mest prestigefyldte bygning, og så solopgangen male byens skyline i gyldne nuancer.

“Fru Matthews.”

Min assistent Michael dukkede op i døren.

“Min codines ledere er i hovedkonferencelokalet, og din onkel har været i lobbyen i en time.”

Jeg smilede og tjekkede mit spejlbillede i vinduerne fra gulv til loft.

Skarpt sort jakkesæt, ikke et hår malplaceret. Kraftfuldt, men diskret.

“Lad os ikke lade dem vente.”

Der blev stille i mødelokalet, da jeg trådte ind.

Fem mænd i dyre jakkesæt sad omkring mahognibordet, inklusive Thomas Chin, administrerende direktør for Microine.

Onkel Jack var ikke blandt dem. Han var stadig nedenunder, sandsynligvis rasende over, at hans navn ikke kunne få ham forbi sikkerhedsvagten.

“Mine herrer,” sagde jeg og satte mig for bordenden. “Jeg tror, ​​vi har nogle kontrakter at diskutere.”

Thomas Chen rømmede sig.

“Fru Matthews, eller rettere sagt fru Anderson, dette er uventet.”

“Elizabeth Matthews har det fint,” svarede jeg glat. “Nu, angående Anderson Technologies’ chipleveringsaftale. Jeg har gennemgået vilkårene. De er betydeligt under markedsprisen.”

“Vi har en bindende kontrakt,” indskød en af ​​deres advokater.

“Med Sterling Industries,” rettede jeg. “Sterling er nu Nova Technologies, og selvom vi vil overholde eksisterende aftaler, vil enhver fornyelse ske til de nuværende markedskurser plus en præmie på 20 % for historisk undervurdering.”

Thomas flyttede sig ubehageligt.

“Det ville have en betydelig indflydelse på vores bundlinje.”

“Sandt nok,” svarede jeg. “Men Nova kan tilbyde noget, som Anderson Technologies ikke kan. Næste generations processorkapacitet. Vores forsknings- og udviklingsafdeling har udviklet chips, der er 40 % mere effektive. Det har vi holdt hemmeligt indtil nu.”

Jeg skubbede mapper hen over bordet til dem hver især. Indeni lå de specifikationer, der fik deres øjne til at blive store.

5 års hemmelig udvikling finansieret af overskuddet fra mine små butikker og nogle meget strategiske tidlige investeringer.

“Det er,” begyndte Thomas.

“Revolutionerende,” afsluttede jeg, “og eksklusivt for Noahs direkte partnere. Så, mine herrer, skal vi diskutere nye vilkår?”

To timer senere havde jeg underskrevet en aftale, der effektivt ville afslutte Anderson Technologies’ primære indtægtskilde inden for 6 måneder.

Mens lederne gik ud, tøvede Thomas.

“Du ved,” sagde han stille, “din onkel prøvede at overbevise mig om, at du var en slags virksomhedsrøver. Han sagde, at du ikke havde nogen reel forretningserfaring.”

Jeg løftede et øjenbryn.

“Og?”

“Og jeg har lige set dig lede et rum fyldt med erfarne ledere, som om du har gjort det i årtier. Uanset hvad du ellers er, fru Matthews, er du tydeligvis din bedstefars hår på måder, der intet har at gøre med familienavnet.”

Efter de var gået, ringede jeg endelig til vagterne for at få sendt onkel Jack op.

Han brasede ind på mit kontor som en uvejrssky i et italiensk jakkesæt.

“Hvordan vover du?” begyndte han. “Din manipulerende lille—”

“Pas på, onkel Jack,” afbrød jeg ham. “Du er i min bygning nu, og jeg tolererer ikke den slags sprog på min arbejdsplads.”

Han mistede pusten en smule, mens han kiggede sig omkring på mit kontor, der var dobbelt så stort som hans, med bedre udsigt og moderne kunstværker, der var mere værd end hans bil.

„Hvordan?“ spurgte han endelig. „Hvordan gjorde I det her uden at nogen af ​​os vidste det?“

“Jeg lærte faktisk af dig,” svarede jeg og gestikulerede til ham, at han skulle sætte sig. “Alle de år, hvor jeg har set dig manipulere og manøvrere, i den tro, at ingen bemærkede det. Jeg bemærkede alt. Jeg havde bare en anden plan.”

“Butikkerne var perfekt dække og overraskende profitable. Det viser sig, at når man behandler folk med respekt og rent faktisk lytter til dem, bliver de utroligt loyale kunder og investorer.”

Hans ansigt formørkedes.

“Du prøver at ødelægge mig.”

“Nej, onkel Jack. Jeg prøver at bygge noget bedre op. Du har brugt år på at fortælle mig og Jessica og alle andre kvinder i familien, at vi ikke var skabt til rigtige forretninger. Jeg har brugt de samme år på at bevise, at du tog fejl.”

“Micro Dean-kontrakten genforhandles i øjeblikket. De flytter al deres chipforsyning til Nova. I bør måske advare jeres aktionærer.”

Han sank sammen i stolen og så pludselig ældre ud.

“Hvad vil du?”

„Vil du have?“ Jeg smilede. „Jeg vil have, at du går tilbage til kontoret og forklarer din bestyrelse, hvorfor I aldrig havde forudset dette. Jeg vil have, at du fortæller Jessica, hvorfor I virkelig holdt hende ude af ledelsen. Jeg vil have, at du oplever, hvordan det føles at blive undervurderet og afskediget.“

“Jeg vil kæmpe imod dette,” truede han ugentligt.

“Du kan prøve, men først bør du måske undersøge, hvem der stille og roligt har købt aktier i Anderson Technologies de sidste 3 år. Her er et hint. Tjek under navnet Matthews Investment Group.”

Hans ansigt blev blegt.

“Hvor meget?”

“28 %. Ikke nok til kontrol, men nok til at gøre den næste generalforsamling meget interessant.”