For en gangs skyld havde ingen skrevet mit navn ind i planen.
Mit liv havde også ændret sig.
Jeg færdiggjorde min designportfolio, gennemførte det kursus, jeg næsten havde droppet, og accepterede en fuldtidsstilling inden for grafisk design, der betalte bedre end trykkeriet.
Min lejlighed var stadig lille. Mine møbler var for det meste brugte, men hver time indenfor tilhørte de mig.
Den lørdag var jeg til Rubys kunstudstilling.
Hun fik øje på mig på den anden side af rummet og løb hen med et blåt bånd i hånden.
“Kom du?”
“Selvfølgelig kom jeg.”
Kendra stod i nærheden med babyen mod sin skulder.
I et sekund virkede vi begge usikre på, hvad vi skulle sige.
Så smilede hun.
“Tak fordi du kom.”
Det var det.
Ingen anmodning gemt bag tak. Ingen påmindelse om skoleafhentning. Ingen baby givet til mig med en antagelse om, at jeg ville overtage.
Efter showet tiggede børnene om is.
Jeg kiggede på Kendra.
Hun sagde: “Hvis du vil.”
Så jeg tog dem, fordi jeg havde lyst.
2 timer senere bragte jeg dem hjem, krammede alle farvel og kørte tilbage til min egen lejlighed.
Jeg blev ikke til middag.
Jeg pakkede ikke madpakker.
Jeg satte ikke en alarm til skoleaflevering mandag morgen.
Og intet ved det betød, at jeg elskede dem mindre.
Jeg holdt ikke op med at elske min søsters børn, da jeg holdt op med at opdrage dem.






