„Du skal ikke gøre mig forlegen,“ hvæsede min søster ind i telefonen med en skarp stemme, der mindede om den velkendte nedladenhed, jeg havde hørt hele mit liv. „Dererick arbejder for Nex AI. De er milliarder værd. Hans kolleger skal til middag i aften, og jeg har brug for, at du bare falder i ét med mængden. Kan du gøre det for en gangs skyld?“

Jeg sad i min lejlighed og kiggede ud på San Franciscos skyline, mens min kaffe blev kold i hånden.

“Selvfølgelig, Amanda, jeg kan falde i ét med mængden.”

“Godt. Og for Guds skyld, lad være med at tale om din startup-ting. Ingen gider høre om endnu et mislykket tech-foretagende. Derericks kolleger er rigtige professionelle.”

Jeg sagde ingenting. Hvad var der at sige?

Amanda havde været min storesøster i 32 år, og i al den tid havde hun aldrig spurgt, hvad jeg egentlig lavede. Hun bestemte min historie, da jeg var 23 og arbejdede i en garage. Og den historie havde aldrig foreviget hende, uanset hvor mange gange jeg prøvede at fortælle hende noget andet.

“Hvad, lytter du?”

“Jeg lytter. Klokken 19:00 på Prospect. Jeg kommer.”

“Og tag noget pænt på. Ikke de jeans, du altid har på. Dereks vicedirektør for produktudvikling. Hans chef dukker måske endda op. Disse mennesker betyder noget.”

Opkaldet sluttede.

Jeg kiggede ned på min telefon, så på min bærbare computer, hvor tre opkøbstilbud lå i min indbakke, hver især over 800 millioner dollars.

Jeg havde modtaget opkald fra Goldman Sachs hele ugen om vores børsnoteringstidsplan. I morgen havde jeg et møde med vores ledende investorer om at ekspandere til det europæiske marked, et skridt der ville bringe vores værdiansættelse over 2 milliarder.

Men for Amanda var jeg stadig familiens skuffelse, da de legede med computere i en garage.

Jeg ankom til Prospect klokken 18:55, bevidst tidligt.

Restauranten var den slags sted, hvor tech-penge mødte gamle penge, hvor der blev indgået aftaler om wagyu og vin, der kostede mere per flaske end de fleste menneskers månedlige husleje.

Jeg havde spist her to dusin gange, normalt med investorer eller bestyrelsesmedlemmer. I aften var jeg her som Amandas velgørenhedsskabende lillesøster.

Hun fik øje på mig med det samme, hendes ansigt gjorde den ting, det altid gjorde. Et hurtigt blik på mit outfit, en mikroskopisk panderynken, et resigneret suk.

Jeg havde haft sorte bukser og en silkebluse på, men det var tydeligvis ikke nok.

„Du er her,“ sagde hun og kyssede luften ved siden af ​​min kind. „Dererick er et par minutter forsinket. Stort møde. Forstår du?“

“Selvfølgelig.”

Vi sad ved et bord til seks. Amandas hænder var nervøse, mens hun rettede på sin serviet, tjekkede sin telefon og påførte læbestift igen.

Jeg genkendte angsten. Hun havde altid været desperat interesseret i, hvad folk tænkte, i sin position i det sociale hierarki, hun havde konstrueret i sit sind.

“Nå,” sagde hun uden helt at møde mit blik. “Hvordan går det med jobsøgningen?”

“Jeg søger ikke et job.”

“Okay. Okay. Din startup. Hvordan går det? Stadig bare dig og et par fyre i en garage?”

Jeg tog en slurk vand.

“Noget i den stil.”

“Du ved, det er ikke for sent at få et rigtigt job. Dererick siger, at Nexer altid ansætter. Måske noget inden for marketing eller drift. Begynderniveau, men det er en fod inden for døren.”

“Det er pænt af dig at tænke på mig.”

Hun lænede sig frem og sænkede stemmen.

“Jeg mener det alvorligt, Maya. Du er 30 år gammel. Du kan ikke blive ved med at lege iværksætter for evigt. Mor og far er frygteligt bekymrede.”

Før jeg kunne nå at svare, ankom Dererick med tre kolleger.

Han var præcis, hvad jeg havde forventet. Selvsikker, grænsende til arrogant, dyrt jakkesæt, håndtryk der varede 2 sekunder for længe.

Hans kolleger var ens. Succesfulde, selvsikre og ivrige efter at tale om Nexras seneste produktlancering.

„Alle sammen,“ sagde Amanda med en stemme, der strålede af stolthed. „Det er min søster Maya.“

“Rart at møde dig,” sagde jeg og gav hånd.

“Hvorfor er det lige mellem tingene,” fortsatte Amanda, og jeg så hende væve den fortælling, hun havde brug for, “for at finde ud af, hvad hun skal gøre næste gang. Men jeg bliver ved med at fortælle hende, at Nexer altid ansætter.”

Kollegaen smilede høfligt.

Derek begyndte at fortælle en historie om deres seneste AI-model, hvordan de havde sikret sig en kontrakt med tre Fortune 500-virksomheder, og hvordan virksomheden var på rette vej til at nå en milliard i omsætning næste år.

“Vi revolutionerer virksomhedens kunstige intelligens,” sagde han, og jeg kunne høre de pointer, han havde lært udenad. “Vores administrerende direktør er genial. Hun børsnoterer os næste år. Dette er første sal i noget massivt.”

“Det lyder spændende,” sagde jeg.

Under hele middagen lyttede jeg.

Derek talte om kvartalsmål og produktkøreplaner. Hans kolleger diskuterede konkurrencelandskabet, hvordan de slog mindre startups ud, hvordan markedet konsoliderede sig, og hvordan kun de store spillere ville overleve.

“Disse små virksomheder,” sagde en af ​​dem grinende. “De tror, ​​de kan konkurrere. Det er virkelig sødt. De forstår ikke salg til virksomheder. De har ikke infrastrukturen.”

Amanda kiggede nervøst på mig, og jeg vidste, hvad hun tænkte, at jeg var en af ​​de søde, dødsdømte startups.

Jeg smilede og stillede intelligente spørgsmål og spillede den rolle, hun havde brug for, at jeg skulle spille.

Derericks telefon vibrerede under desserten. Han kiggede på den, og hans ansigt blev mere alvorligt.

“Det er administrerende direktør. Bestyrelsesmødet er blevet flyttet til mandag morgen, præcis klokken 9:00. Alle ledere skal møde op.”

“På en mandag?” stønnede en af ​​hans kolleger.

“Hun laver ikke noget vrøvl. Hvis hun indkalder til et møde, er det vigtigt.”

Derek vendte sig mod Amanda og klemte hendes hånd.

“Skat, jeg bliver måske nødt til at forberede mig hele søndagen.”

“Selvfølgelig,” sagde Amanda. “Hvad end du har brug for.”

Da middagen var slut, fulgte Amanda mig hen til parkeringsservicen.

“Tak fordi du kom,” sagde hun. “Og fordi du ikke, du ved, ikke …”

“Hvad?”