“Jeg sætter pris på det, men jeg synes, jeg burde undskylde for fredag ​​aften. De ting, jeg sagde om startups, om konkurrence…”

“Du vidste ikke, hvem jeg var. Og ærligt talt, du tog ikke fejl. De fleste startups fejler. Det skete bare ikke for os.”

Han slappede lidt af.

“Amanda er meget ked af det. Hun føler sig flov.”

“Jeg forstår.”

„Hun vil vide, hvorfor du aldrig fortalte hende det. Eller dine forældre.“ Han holdt en pause. „Hvis jeg skal være ærlig, vil jeg også gerne vide det. Det her er et milliardfirma. Du er ved at blive børsnoteret. Hvordan kan din familie ikke vide det?“

Jeg overvejede, hvor meget jeg skulle dele.

Dererick var min ansat, men han datede også min søster. Uanset hvad jeg sagde, ville det sandsynligvis gå tilbage til hende.

“De spurgte aldrig,” sagde jeg endelig. “Jeg prøvede at fortælle dem det i starten, men min far skiftede emne. Min mor gav mig karriereråd. Amanda besluttede, at jeg var en fiasko, og intet af det, jeg sagde, kunne få hende til at ændre mening. Efter et stykke tid holdt jeg op med at prøve.”

“Men da virksomheden helt sikkert blev større…”

“Derek, hvad fortæller Amanda dig om mig?”

Han flyttede sig ubehageligt.

“At du er ved at finde ud af tingene. At du har haft nogle karrieremæssige problemer. At hun bekymrer sig om dig.”

“Og i de tre måneder, jeg har datet hende, har du nogensinde spurgt om mit navn?”

Du blev bleg, selvom jeg ikke blev.

“Spurgte du, hvilken virksomhed jeg arbejdede for? Hvad jeg studerede i skolen? Noget specifikt om mit liv?”

“Hun sagde, at du ikke kunne lide at tale om det.”

“Hun sagde det, fordi hun ikke ville høre svaret. For hvis hun kendte sandheden, ville hun være nødt til at omskrive den historie, hun har fortalt sig selv i 10 år. Og den historie er vigtig for hende.”

Dererick var stille et langt øjeblik.

“Hun ringede til mig i morges. Hun er vred over, at jeg tog dig med ind på hendes arbejdsplads. Hun forstår ikke, hvorfor jeg ikke fortalte hende, at du var min souk.”

“Hvad sagde du?”

“Det vidste jeg ikke. At du bare var Maya for mig. Endnu en person i bygningen.”

Han gned sit ansigt.

“Hun beskyldte mig for at have valgt dig frem for hende.”

“Og hvad sagde du til det?”

“At hun var irrationel. At du er min chef, og at jeg er taknemmelig for at have dette job. At hendes følelser omkring dig ikke ændrer mine professionelle forpligtelser.”

Du mødte mine øjne.

“Hun kunne ikke lide det svar.”

“Jeg forestiller mig ikke.”

“Hun vil have mig til at give op.”

Ordene hang i luften mellem os.

“Og det skal du?” spurgte jeg.

“Nej,” sagde han bestemt. “Dette er den bedste mulighed i min karriere. Jeg forlod IBM specifikt på grund af denne rolle. Og …”

Han tøvede.

“Jeg begynder at se nogle ting ved Amanda, der bekymrer mig.”

Jeg sagde ingenting, ventede bare.

“Hun er meget fokuseret på status, på udseende og på at være bedre end andre mennesker.”

Han rystede på hovedet.

“Jeg troede bare, det var ambition, men efter denne weekend ved jeg det ikke. Måden hun taler om dig på, måden hun er mere ked af at være flov over at være end over at have misforstået sin søsters liv fuldstændigt.”

“Det er ikke, ikke det, du har tilmeldt dig.”

“Ja.”

Jeg rejste mig og gik hen til vinduet.

14 etager nedenfor bevægede folk sig gennem deres liv, gik til møder, greb kaffe og tjekkede deres telefoner.

Almindelige mennesker, der laver almindelige ting.

“Mit råd som din kollega er at du ikke skal træffe karrierebeslutninger baseret på personlige forhold. Dette job er godt for dig. Bliv.”

“Og dit råd som Amandas søster?”

“Jeg er nok ikke den rette at spørge.”

Jeg vendte mig tilbage mod ham.

“Men for hvad det er værd, er min søster rædselsslagen for at være almindelig. Hun har brugt hele sit liv på at bevise, at hun er speciel, vigtig, bedre end alle andre. Derfor har hun brug for, at du er imponerende. Derfor har hun brug for, at jeg er en fiasko. Det er alt sammen en del af historien, der gør hende til helten.”

Dererick nikkede langsomt.

“Hvad sker der nu?”

“Du bliver ved med at lave dit arbejde. Jeg bliver ved med at lave mit. Amanda beslutter, om hun kan håndtere den kognitive dissonans, der følger med at have en succesfuld lillesøster.”

Jeg vender tilbage til mit skrivebord.

“Er der andet arbejdsrelateret, vi skal tale om?”

“Nej. Tak, Maya.”

Efter han var gået, ringede jeg endelig til min mor.

Hun svarede på første ring.

“Hvorfor?”

“Hej, mor.”

“Du har noget at forklare, unge dame.”

Jeg var lige ved at grine af at blive kaldt ung dame, da jeg var 30 år gammel og lige var ved at børsnotere et firma.

“Hvad vil du gerne vide?”

“For det første, hvorfor måtte din far og jeg lære af Amanda, at du tilsyneladende er en eller anden form for direktør, der driver en milliardvirksomhed.”

“Jeg er administrerende direktør og grundlægger. Vi er vurderet til cirka 2,2 milliarder dollars i afventning af vores børsnotering.”

Stilhed.

Så: “Din far vil gerne tale med dig. Vent lidt.”

Dæmpede lyde af telefonen, der bliver givet videre.

“VA, det her er din far.”

“Hej, far.”

“Din mor og jeg er meget forvirrede. Vi troede, du arbejdede på en lille startup-virksomhed, en slags computerprojekt.”

“Det var en lille startup for 7 år siden. Vi voksede.”

“Hvorfor fortalte du os det ikke?”

“Jeg prøvede. Du spurgte mig engang, hvad jeg lavede, og jeg sagde, at jeg havde grundlagt et AI-firma. Du sagde, at det var pænt, og spurgte, om jeg havde set dine golfkøller.”

“Det kan jeg ikke huske.”

“Det gør jeg. Det var til jul for 4 år siden. Jeg prøvede at forklare, at vi lige havde afsluttet en finansieringsrunde på 50 millioner dollars. Du afbrød mig for at fortælle mig om Amandas forfremmelse på arbejdet.”