“Vi hører også,” tilføjede Sarah, “at Chin ejer betydelige ejendomme på Manhattan, herunder bygningen, vi står foran, som er vurderet til cirka 200 millioner dollars, og en privatbolig i Tbeca, der blev købt for 45 millioner dollars kontant for 3 år siden.”

Marcus skubbede sig tilbage fra bordet, og hans stol skrabede højt.

“Det her er en joke. Det her er en slags spøg.”

“Hendes investeringsstrategi bliver sammenlignet med legender som George Soros og Peter Lynch,” fortsatte værten. “Men det, der adskiller Chin, er hendes alder og hastigheden af ​​hendes succes. 7 år. 50.000 til 3 milliarder på 7 år. Det er et finansielt eventyr, bortset fra at det er fuldstændig virkeligt og dokumenteret.”

Endelig kiggede jeg op fra min tallerken.

“Kan nogen give saltet videre?”

Ingen bevægede sig.

“Vi forstår, at Chin Capital Management vil afholde en pressekonference i morgen tidlig,” sagde Sarah. “I betragtning af markedspåvirkningen af ​​denne afsløring er flere aktier, som Chin er kendt for at besidde, allerede steget med 10 til 15 % i handelen efter lukketid. Dette kan blive en af ​​årets mest sete finansielle begivenheder.”

Far fandt sin stemme først.

“Jaime, er det her ægte?”

“Saltet, tak.”

Marcus greb sin telefon og begyndte febrilsk at skrive. Mor stirrede bare på mig, som om hun aldrig havde set mig før. Fars ansigt var gået fra blegt til rødt og tilbage til blegt igen.

“Ifølge kilder,” fortsatte værten, “er Chin blevet personligt interviewet af finansministeren om sine investeringsmodeller. SEC har gennemgået hendes handelsmønstre tre gange og fundet ingen uregelmæssigheder, kun bemærkelsesværdigt prætentiøs beslutningstagning. MIT har angiveligt tilbudt hende en stilling som gæsteprofessor i finansiel teknik.”

“Du fortalte os, at du forvaltede en portefølje,” hviskede mor.

“Det gør jeg.”

“En portefølje på 17 milliarder dollars.”

“Teknisk set er 3,2 milliarder mine. Resten tilhører klienter.”

Marcus smækkede sin telefon på.

“Det er sandt. Det er overalt på Bloomberg, Reuters, Wall Street Journal. Du er overalt. De ringer til dig. De siger, at du er den mest succesrige investor i hendes generation.”

Far læste færdig fra sin egen telefon.

“Flere hedgefondsforvaltere har allerede udsendt erklæringer,” rapporterede Sarah, “hvor de siger, at de i årevis har forsøgt at rekruttere Chin med tilbud på over 50 millioner om året i garanteret løn. Hun har afvist dem alle for at drive sin egen virksomhed.”

“50 millioner om året?” Mors stemme var gået en oktav op.

“Alene i løn,” præciserede værten. “Plus renter på afkast, hvilket sandsynligvis ville have fordoblet eller tredoblet dette tal. Men Chin værdsætter tilsyneladende uafhængighed frem for løn.”

“Vi har også rapporter,” tilføjede Sarah, “om at Chin har ydet betydelige filantropiske bidrag under en privat fond. Omkring 200 millioner til forskellige uddannelsesmæssige og videnskabelige forskningsinitiativer i løbet af de sidste 3 år, selvom hun har holdt disse donationer anonyme indtil nu.”

Jeg rakte selv over bordet og greb saltbøssen.

„Jamie,“ fars stemme var mærkelig, som om han talte med en fremmed. „Hvorfor fortalte du os det ikke?“

“Jeg prøvede. Du blev ved med at afbryde.”

“Du sagde, at du forvaltede investeringer.”

“Det gør jeg. Jeg forvalter betydelige investeringer med exceptionelle afkast for en udvalgt gruppe af kunder, samtidig med at jeg opretholder en personlig portefølje, der er steget betydeligt.”

“Det er ikke … Du skulle have været tydeligere.”

“Jeg sagde jo, at jeg ikke var med.”

Marcus’ telefon ringede. Han kiggede på skærmen, og hans ansigt blev endnu blegere.

“Det er … Det er Michael Brennan.”

“Hvem?” spurgte mor.

“Administrerende direktør for Brennan Development, en af ​​de største ejendomsudviklere i byen. Hvorfor skulle han ringe til mig?”

Han svarede med rystende stemme.

“Hej. Ja, det er Marcus. Men hvad? Nej, jeg … Men hun er min søster. Jeg ved ikke, om … Kan du vente lidt?”

Han kiggede på mig med store øjne.

“Han vil vide, om jeg kan introducere ham for dig. Han har prøvet at få et møde i 2 år.”

Jeg tog en bid laks.

“Jeg har travlt.”

„Hun har travlt,“ gentog Marcus ind i telefonen. „Nej, jeg tror ikke … jeg kan ikke love det. Zry. Tak.“

Han lagde på.

“Han sagde, at hans investeringsfond har forsøgt at blive kunde hos Chin Capital siden 2021. Han sagde, at han ville betragte det som en personlig tjeneste, hvis jeg kunne facilitere en introduktion.”

“Det er dejligt.”

Mors telefon ringede derefter. Hun svarede automatisk, stadig stirrende på mig.

“Hej. Ja, det er Margaret Chin. Nej, det vidste jeg ikke. Men hun er min datter. Undskyld. Hvem er det?”

Hendes øjne blev store.

“Forkvinden for… Åh gud. Er… hvilken galla? Vil du have, at Jaime skal være hovedtaler? Jeg ved ikke, om hun… Hvor meget koster talehonoraret? Undskyld mig?”

Hun trak telefonen væk fra øret og kiggede på den, som om den havde bidt hende.

“Hun har lige tilbudt dig 500.000 dollars for at tale ved et velgørenhedsarrangement i 30 minutter.”

“Ikke interesseret.”

“Jaime, det er en halv million for 30 minutter.”

“Mor, min tid er mere værd end det.”

Værtens stemme fortsatte fra fjernsynet.

“Vi har nu selskab af Dr. Richard Ashworth, professor i økonomi i Colombia. Dr. Ashworth, du har studeret exceptionelle investorer. Hvor rangerer Jaime Chin?”

“Historisk set blandt de fem største investeringshoveder nogensinde,” svarede professoren. “Hendes risikojusterede afkast er faktisk bedre end Warren Buffetts, når man sammenligner deres første syv år. Det, der gør Chin virkelig exceptionel, er hendes evne til at identificere nye tendenser, før de er åbenlyse. Hun investerede kraftigt i fjernarbejdsteknologi i begyndelsen af ​​2019, før pandemien gjorde det nødvendigt. Hun satsede på mRNA-teknologi i 2018. Hun købte kryptovaluta-minedrift i 2020, da alle troede, at kryptoboblen var bristet. Hun er ikke heldig. Hun er præsentabel.”

Far scrollede gennem sin telefon, og hans ansigt blev rødere for hvert sekund.

“Der er artikler her, der går 2 år tilbage. Mysterieinvestoren JM klarer sig bedre end alle hedgefonde. Den klogeste person på Wall Street, du aldrig har hørt om. Hvorfor vil JM ikke tage vores penge?”

Han kiggede op på mig.

“Hele tiden har folk skrevet om dig.”

“Nogle mennesker.”