„Nogle mennesker?“ Hans stemme knækkede. „Du bliver sammenlignet med Warren Buffett. New York Times kaldte dig det vigtigste finansielle hjerne i det 21. århundrede.“
“Det er hyperbolsk.”
Marcus var gået tilbage til sin telefon, mens han febrilsk læste.
“Din bygning, den du arbejder i, ejer du den? Hele bygningen?”
“Ja.”
“Det er cirka 200 millioner dollars værd.”
“Værdiansættelsen svinger afhængigt af markedsforholdene.”
“Og du købte den kontant.”
“Det var den mest skatteeffektive tilgang.”
„Mest skatteeffektiv.“ Marcus tav, før han begyndte at læse igen. Hans stemme blev lavere. „Du ejer også et rækkehus i Tbeca, købt for 45 millioner. En penthouse i London til en værdi af 30 millioner. Et strandhus i Malibu til en værdi af 28 millioner, og… og en privat ø på Bahamas.“
“Øen var et strategisk køb. Den tidligere ejer var desperat efter at sælge, og jeg fik den til under markedsprisen.”
“Under markedspris,” gentog mor svagt. “Hvor meget koster en privat ø under markedspris?”
“12 millioner.”
Hun lavede en lille klynkende lyd.
“Lad os vende tilbage til markedspåvirkningen,” sagde værten og trak et diagram frem. “I timerne siden Chens identitet blev afsløret, er den samlede markedsværdi steget med cirka 70 milliarder dollars, primært i aktier, hun vides at besidde. Dette er Jaime Chin-effekten, og den bliver allerede studeret af økonomer.”
“70 milliarder,” hviskede far.
“SEC-indberetningen afslørede hendes største positioner,” forklarede analytikeren. “Når markedet ser, at Jaime Chin ejer betydelige andele i disse virksomheder, antager investorerne, at hun ved noget, som de ikke gør, sådan som hun historisk set gør. Hendes historik er perfekt. Alle større positioner, hun har haft, er steget med mindst 300 %.”
Marcus’ telefon ringede igen, så fars, så mors. Alle tre stirrede på deres enheder, som om de så telefoner for første gang.
„Det er Caldwell-familien,“ sagde mor med henvisning til deres venner fra countryklubben. „De vil vide, om I tager imod nye kunder.“
“Ingen.”
“Jamie. De tilbyder at investere 50 millioner dollars.”
“Jeg tager ikke imod nye kunder. Jeg har en venteliste med kvalificerede investorer, der tilbyder betydeligt mere end det.”
Far besvarede sin telefon.
“Hej, Spill. Jeg gør ikke… Hun gør ikke… Jeg er ikke hendes økonomiske rådgiver. Jeg er hendes far. Jeg har ikke den slags indflydelse. Ja, jeg vil nævne det, men jeg forstår, at det haster. Alle ringer. Farvel.”
Han lagde forsigtigt telefonen fra sig.
“Det var Bill Richardson. Han driver Richardson-fonden.”
“Jeg ved, hvem han er.”
“Han forvalter 8 milliarder dollars.”
“Jeg er klar over det.”
“Han vil investere med dig. Alle 8 milliarder. Han siger, at dit afkast er så langt ud over branchestandarder, at selv med din gebyrstruktur på 2 og 20 ville han stadig komme ud med en fordel.”
“Sig nej til ham.”
“Jamie, han tilbyder dig 8 milliarder dollars.”
“Jeg behøver det ikke. Jeg er selektiv med mine klienter. Hr. Richardson opfylder ikke mine kriterier.”
„Dine kriterier?“ Marcus’ stemme var kvalt. „Du afslår 8 milliarder dollars? Ved du, hvad hele vores familieforetagende er værd?“
“Omkring 200 millioner på tværs af alle ejendomme.”
“Du har lige afvist at betale 40 gange vores families samlede nettoformue.”
“Forskellige investeringsfilosofier.”
Fjernsynet var skiftet til delt skærm med flere finanseksperter.
“Spørgsmålet, som alle stiller sig,” sagde en analytiker, “er, hvad der nu er Jaime Chins vej? Vil hun som 30-årig med en personlig formue på 3 milliarder dollars gå på pension, starte en hedgefond eller stille op til valg? Kilder siger, at hun er dybt privat.”
En anden ekspert svarede: “Hun har tilsyneladende afvist hundredvis af mediehenvendelser gennem årene. Denne SEC-indberetning var obligatorisk. Hun kunne ikke undgå den, da hendes beholdninger krydsede visse tærskler. Men efter alt at dømme foretrækker hun at arbejde stille og roligt.”
“Smart,” afbrød en tredje analytiker. “Hendes fordel ligger i at se ting, som andre overser. Medieopmærksomhed kan gå ud over det.”
Min telefon fortsatte med at vibrere. Jeg vendte den med forsiden nedad igen.
“Skal du ikke svare på det?” spurgte mor svagt.
“Det er bare min assistent, der fortæller mig, at pressen har fundet ud af, hvor jeg bor. Bygningens sikkerhedspersonale håndterer det allerede.”
„Bygningssikkerhed?“ gentog far. „Jeres bygningssikkerhed?“
“Ja.”
“Fordi du ejer bygningen.”
“Ja. Bygningen til 200 millioner dollars. Jeg tror, vi har fastslået det.”
Marcus rejste sig pludselig op, gik hen til vinduet, gik så tilbage og satte sig så ned igen.
“Jeg sagde jo, at du skulle komme og arbejde i ejendomsbranchen. Jeg sagde, at du spildte din tid med aktier. Jeg kaldte dig en mellemmand.”
“Det sagde du jo.”
“Jeg pralede af min kvartalsbonus på 400.000 dollars.”
“Ja.”
“Hvad er dine kvartalsvise afkast sandsynligvis? Hundredvis af millioner?”
“Sidste kvartal var godt.”
“Hvor godt?”
“Porteføljen steg med cirka 900 millioner.”
Mor lavede den klynkende lyd igen.
“Men det er ikke typisk,” tilføjede jeg. “Nogle kvartaler er mindre, andre er mere. Det er et gennemsnit.”
Fars telefon ringede igen. Han kiggede på den, og så kiggede han på mig.
“Det er Howard Burkowitz, ejendomsudvikleren. Han vil vide, om du ville overveje at investere i hans nye projekt. Han har brug for 200 millioner i kapital.”
“Hvad er det forventede investeringsafkast?”
“Øh, han siger 12% over 5 år.”
Jeg rystede på hovedet.
“Ingen.”
“Jamie, det anses for at være et rigtig godt afkast inden for fast ejendom.”
“Det er forfærdeligt sammenlignet med mit sædvanlige afkast. Hvorfor skulle jeg acceptere 12%, når jeg kan generere 200%?”
„Fordi…“ Far tav. „Fordi…“
“Fordi du troede, at ejendomme var bedre end aktier.”
Han lagde sin telefon fra sig og begravede hovedet i hænderne.
“Vi er nødt til at tale om det her,” sagde mor med rystende stemme. “Vi er nødt til at forstå. 7 år, Jamie. 7 år. Du lod os tro, at du kæmpede. Vi var bekymrede for dig. Vi havde ondt af dig.”
“Jeg prøvede at fortælle dig, at jeg havde det fint.”
“Fint? Fint? Du er milliardær. Det er ikke fint. Det er usædvanligt.”
“Det er bare tal, mor.”






